• Gammel vin på nye flasker?

    I onsdags læste jeg en artikel i Ugebrevet A4: Unge Kvinder forlader provinsen, mænd bliver tilbage.

    Fik du ikke læst den, så er her linket:

    UgebrevetA4_27.januar2016

    Problematikken kort ridset op: Unge kvinder forlader provinsen til fordel for studier i de større uddannelsesbyer, mens de unge mænd bliver efterladt derhjemme. Resultat: mange af hankøn til halballet, og kun få af hunkøn. Det giver en skævvridning. Og det vil uddannelsesministeren nu lave om på.

     

    Jeg kan godt lide tanken om, at uddannelsesstederne skal være mere fordelt i landet, men min egen vurdering er, at det allerede ses mange steder. Syddansk Universitet er et glimrende eksempel. Det findes flere steder i landet, fra København til Esbjerg. Og flere mellemlange videregående uddannelser udbydes i flere  provinsbyer, fx på IBC, University College og professionshøjskoler. Og endelig er der online uddannelse, Smartlearning.dk

    Sidstnævnte har jeg selv benyttet mig af, da jeg i efteråret savnede at få ny viden. Jeg læste kun et fag, men det er muligt at færdiggøre en hel uddannelse. Alt sammen med undervisning hjemme foran computeren. Eneste fremmøde var den skriftlige eksamen og selv her var det faktisk også muligt med online eksamen hjemmefra. Det var et rigtig godt kursus og meget interessant selv at opleve, hvordan uddannelse kan opnåes, hvis man har valgt ikke lige at bo tæt ved en uddannelsesinstitution.

    Men hvor meget er et reelt problem på udbud og hvor meget handler mere om efterspørgsel? Jeg vil mene at påstå, at der ikke er mange steder i landet, hvor det ikke er muligt at pendle frem og tilbage til uddannelse. Flere uddannelser har også kun få ugentlige undervisningstimer, hvorfor det ikke umuliggør at fuldføre en uddannelse selvom man har lang transporttid. Kald mig snæversynet. Men debatten bør være mere nuanceret end som så.

    Det er jo også sigende for artiklen, at de største problemer findes på øer og eksempelvis i Billund Kommune. Her er der ikke togforbindelser, som alt andet lige er og bliver den hurtigste transportform fra a-b. (Selvfølgelig med mindre man har bil, men det har de færreste studerende). Men rart at se, at kommunen selv har taget teten og sætter handling bag ordene.

    Men for at vende tilbage til problematikken. Er det en nyhed? Hvordan ser tallene ud, hvis man ser dem over en årerække? Har det ikke altid været sådan? Og nu hvor der er flere mellemlange videregående uddannelser i flere byer, så er det mærkeligt, at det ikke har haft en positiv indflydelse.

    Og min absolutte kæphest: HVAD MENER ALLE DEM, SOM BOR UDE I YDEROMRÅDERNE? HVAD ER GRUNDEN TIL DERES FRA- OG TILVALG MHT. UDDANNELSE?
    Artiklen har kun involveret politikere og forskere, og uanset hvor reel og vigtig en debat det er, så er det rigtig ærgerligt, at der kun er set på emnet oppefra og ned.

     

    Og så er der selvfølgelig også en ekstra krølle, som jeg gerne så de havde haft med i artiklen:

    Hvor mange af de nu (højt)uddannede kvinder (og åbenbart få mænd) vender så tilbage til deres hjemby, når uddannelsen er slut og arbejdslivet + familielivet starter?

     

     

     

     

     

     

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*